Intensiv Dynamisk Korttids Psykoterapi
Canadieren Habib Davanloo's mangeårige arbejde med psykodynamisk terapi har givet en dybere forståelse af det ubevidste og de dynamiske kræfters indflydelse på vores liv.

Effektiv psykodynamisk terapi
Intensiv Dynamisk Korttids Psykoterapi (forkortet ISTDP efter den engelske betegnelse: Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy) er en meget effektiv form for psykodynamisk terapi, der siden 60'erne er udviklet af Professor Habib Davanloo, M.D. McGill Universitet i Montreal, Canada og Montreal General Hospital. Metoden er udviklet på baggrund af videodokumentation og empirisk forskning.

Resultatet af Davanloo's arbejde har i væsentlig grad revideret opfattelsen af metapsykologien for det ubevidste. Det har givet en dybere forståelse af de ubevidste strukturer og dynamiske kræfter, og den betydning disse kræfter har i vores liv.
Davanloo har udviklet denne metode til hurtig og direkte adgang til den psykopatologiske organisation i det ubevidste og dermed mulighed for at skabe bevægelighed i karakterstrukturen.

Målet for ISTDP
Målet med ISTDP er en gennemgribende karakterologisk forandring, således at klienten bliver symptomfri, kan regulere sine følelser og frigøre den menneskelige evne til intimitet og nærhed.