Få dybere indsigt i ISTDP og metoden med litteratur, løbende kurser, uddannelse og træning 

Overordnet om metoden bag ISTDP
Intensiv Dynamisk Korttids Psykoterapi fokuserer på at nå ind til drivkraften bag klientens vanskeligheder og symptomer. Terapeut og klient arbejder i tæt makkerskab omkring klientens kamp for egen frihed.

Angst og forsvarsmekanismer
Ubevidste følelser fra klientens opvækst er en drivkraft, som udvikler angst og forsvarsmekanismer. Dynamikken mellem ubevidste følelser, angst og forsvarsmekanismer er den psykopatologiske organisation, som udgør klientens symptomer og psykiske vanskeligheder.

Det psykoterapeutiske arbejde koncentrerer sig om at ophæve modstanden mod følelsesmæssig nærhed (en del af forsvarsmekanismerne) og samtidig styrke den ubevidste terapeutiske alliance. Den ubevidste terapeutiske alliance er samarbejdet mellem terapeuten og den del af klienten, der søger frihed, nærhed og forandring i sit liv.

Passage af ubevidste følelser
ISTDP arbejdet drejer sig om at mobilisere klienten til at gå imod sine forsvarsmekanismer og den angst, der er knyttet til de ubevidste følelser. Resultatet af dette er en dyb oplevelse med passage af ubevidste følelser (raseri, morderisk raseri, skyld, sorg og kærlige følelser). Passagen af følelser er en fysisk oplevelse i en proces, der forbliver i tanker og fantasier.

Passagen forløser spændinger i muskulaturen og faciliterer en ophævelse af fortrængninger. Herefter laves en kognitiv analyse af fortidige traumer, der har haft negativ indflydelse på livsudfoldelsen. Klienten får således mulighed for at forstå egne destruktive handlemønstre og symptomer samt deres oprindelse.
Davanloo's forskning har vist, at oplevelserne af følelserne er afgørende. Især oplevelsen af skyld fører til varige forandringer i personligheden.

Aktiv terapeutisk proces
Den teknik, Davanloo har udviklet, er direkte og meget kraftfuld. Teknikken mobiliserer komplekse ubevidste følelser og inddrager dem i overføringen. Herved aktiveres og synliggøres angsten og modstanden, og den ubevidste terapeutiske alliance styrkes.

Klienten motiveres til at tage maksimalt ansvar for ophævelse af f.eks. afhængighedsmønstre, depressive mekanismer eller karakterforsvar, der blokerer for meningsfuld kommunikation med andre mennesker. Terapeuten og klienten arbejder således i et tæt makkerskab. Terapeuten er yderst aktiv i den terapeutiske proces, hjælper og motiverer klienten til at samle vilje og mod til at kæmpe for egen frihed. Dette har desuden den vigtige effekt, at udviklingen af overføringsneurose undgås.

Med sin forskning understreger Davanloo, at arbejdet i overføringen er en vigtig drivkraft til at låse op til det ubevidste.

Teknikken kan bruges til at behandle alle former for psykoneurotiske forstyrrelser, karakterforstyrrelser, depressioner og angsttilstande.
Ved klienter med en lav angsttolerance benyttes en gradueret teknik.

Davanloo's ISTDP er uadskillelig fra videoteknikken, som gør, at det terapeutiske arbejde konstant kan iagttages, tilpasses og dokumenteres.